Jeg føler at jeg har mistet tilliden til alt for mange de sidste par måneder. Jeg bliver ved med at blive svigtet af folk, gang på gang. Venner, familie, drenge. Hvis man ikke kan stole på sine venner og familie, hvem kan man så stole på? Jeg har allerede problemer med at snakke om ting der er tæt på mig, og noget der gør mig ked af det. Jeg har næsten ikke nogle jeg føler jeg kan stole og regne med 100%. Ved virkelig ikke hvad jeg ville gøre hvis jeg mistede, eller fandt ud af at jeg heller ikke kunne stole på de få mennesker? Har allerede mistet nogle personer der har været utrolig vigtige for mig, og som jeg har følt jeg kunne stole på. Jeg kan ikke klare at miste flere! Jeg følte mig b.l.a. lidt svigtet af en veninde her den anden dag. Jeg følte at jeg havde gjord alt hvad jeg kunne for at skåne hende med alligevel, blev hun vist sur på mig. Fik også afvide at hun havde startet nogle rygter om mig, og sagt alle mulige grimme ting om mig. Hun siger at det ikke er sandt, men ved bare virkelig ikke hvad jeg skal tro mere? Har følt lidt at det hele er blevet skubbet over på mig selv om at jeg bestemt ikke syntes jeg det er retfærdigt. Situationen er kun blevet fortalt fra hendes synsvinkel til de fleste personer så folk har selvfølgelig bare taget hensyn til hende fortolkning af sagen. Men har ikke lyst til at blive uvenner eller diskutere med nogle, så jeg har bare valg at tage alt "lortet" og ansvaret, selvom jeg måske ikke burde.
Jeg har aldrig følt mig så alene som det her sidste halve år. Er virkelig bange for at jeg begynder at blive mere og mere indelukket end jeg allerede er. Hvis jeg bliver spurt om jeg er okay, eller hvordan jeg har det svare jeg for det meste bare " Jeg har det fint" , "Super" osv. Og hvis nogle spørg om der er noget galt svare jeg for det meste også bare "nejnej, jeg har det helt fint! :-D" Men i virkeligheden har jeg bare lyst til at bryde ud i gråd og råde "Nej jeg er ikke okay, jeg har det ikke fint!!" For det ville være at fortælle sandheden. Men det gør jeg aldrig. Jeg har for svært ved at stole, og åbne mig over for folk. Og jeg ved at hvis jeg bliver ved på den måde, vil jeg ikke kunne klare det! Jeg prøver at lyve over for mig selv og sige at det ikke betyder noget, og at der ikke er noget galt. Men det er der, og hvis jeg vil begynde at føle mig lykkelig igen, må jeg til at indse det, og kæmpe selvom det betyder at jeg kan ende op med at blive såret. Jeg tror det er en af de største grunde til at jeg har svært ved at åbne mig og stole på folk. For jeg har oplevet at blive svigtet og såret for meget af personer jeg endelig har åbnet mig overfor.
Jeg har aldrig følt mig så alene som det her sidste halve år. Er virkelig bange for at jeg begynder at blive mere og mere indelukket end jeg allerede er. Hvis jeg bliver spurt om jeg er okay, eller hvordan jeg har det svare jeg for det meste bare " Jeg har det fint" , "Super" osv. Og hvis nogle spørg om der er noget galt svare jeg for det meste også bare "nejnej, jeg har det helt fint! :-D" Men i virkeligheden har jeg bare lyst til at bryde ud i gråd og råde "Nej jeg er ikke okay, jeg har det ikke fint!!" For det ville være at fortælle sandheden. Men det gør jeg aldrig. Jeg har for svært ved at stole, og åbne mig over for folk. Og jeg ved at hvis jeg bliver ved på den måde, vil jeg ikke kunne klare det! Jeg prøver at lyve over for mig selv og sige at det ikke betyder noget, og at der ikke er noget galt. Men det er der, og hvis jeg vil begynde at føle mig lykkelig igen, må jeg til at indse det, og kæmpe selvom det betyder at jeg kan ende op med at blive såret. Jeg tror det er en af de største grunde til at jeg har svært ved at åbne mig og stole på folk. For jeg har oplevet at blive svigtet og såret for meget af personer jeg endelig har åbnet mig overfor.
Det kan godt være at i syntes at det er svært at forstå osv. Men i kan prøve at forstå det ved at forstille jer at i er rigtig usikker og hader jeres krop. Men så en dag møder i en som i føler jeg trygge hos, og som i stoler 100% på. Så i vælger at vise personen jeres krop, fordi i har tillid til personen. Og i det i smider tøjet og viser det i ellers altid har gået alene med og som har påvirket jer hver evig eneste dag i utrolig lang tid, er det eneste personen gør at grine. Personen griner og ydmyger dig. Du bliver såret, flov, føler dig åndsvag, for godtroende og vred. Efter den oplevelse vil du nok have utrolig svært ved at stole på en person igen nok, til at smide tøjet foran den.
Det er sådan jeg har det! Jeg stolede på en og personen svigtede mig mere end jeg nogen sinde havde troet var muligt. Og det er desværre ikke den eneste gang. En anden gang jeg blottede mig for en person, og endelig bare besluttede mig for at lade følelserne tager over, og ikke tænke så meget over det. Men der endte jeg også med at blive såret. På den ene side tænker jeg at det bare ville være nemmeste at lykke alle følelser ude, men det ved jeg at jeg aldrig ville kunne være i stand til. Jeg er en person der mærker en hver følelse helt inde i hjertet.
Det sidste halve år har været det værste og sværeste år i hele mit liv, af mange forfærtelige, og triste grunde. Der kan kun vente en lysere fremtid. Det kan umuligt blive værre end det her...
- Amira
