Det forbavser mig gang på gang så hurtigt som tiden flyver. Jeg føler at jeg står på et fortov og kigger mens alle bilerne suser forbi mig, og jeg står hjælpeløs med ingen jordisk chance for at følge med dem. Jeg husker det som om at det var blot nogle uger siden at vi sad i klassen og snakkede om at nu var vi 9. klasser osv. og at vi skulle tage eksamener om nogle måneder, og nu tog jeg så min første i dag. Det er slet ikke til at forstå. Jeg har det som om at alle står og skubber til mig og forventer en masse af mig, men at inderst inde er jeg ikke klar til at gå frem ad.
Jeg har en masse ting jeg vil nå, en masse ting jeg vil opleve og jeg føler ikke at jeg har tid nok til det hele og det stresser mig. Jeg er så bange for at side tilbage som gammel og ikke føle at jeg levede livet fuldt ud! Så det er derfor at jeg fra nu af vil prøve på at tage en hver chance der bliver givet til mig, og leve livet i nuet, og prøve at nyde det, selv når det virker umuligt. Håber at jeg kan regne med mine venners støtte til at hjælpe mig på vej med at ture at leve livet, det har jeg nemmelig haft svært ved det sidste lange stykke tid, men jeg gider ikke være bange mere!
