Har det virkelig underligt lige nu. Det har jeg faktisk haft de sidste par måneder. Kan ikke præcis forklare hvordan jeg har det, ved bare det er anderledes. Det er mange forskællige ting. Har det foreksemplet som om jeg er ulykkelig konstant, og hele tiden. Jeg kan fange mig selv i de lykkeligste situationer, og de mest fantastiske øjeblikke, og stadig føle mig dybt ulykkelig og ked af det, lige meget hvor meget jeg prøver at kæmpe imod. Et godt eksempel er da jeg var i Berlin med min klasse. Det var den fedeste tur! Og alligevel var jeg nede det meste af turen. Jeg havde det som om jeg slet ikke var mig selv... Jeg opførte mig dog ikke anderledes, tror jeg? Men i nogle situationer hvor jeg ved jeg før ville ha været glad, var jeg ikke. Går ikke rundt og er totalt deprimeret hele tiden, men er bare meget mindre glad jeg end jeg plejer at være. Har det som om alt går galt. Og som om problemerne bare bliver ved med at strømme ind uden pause. Og jeg når aldrig at få løst det ene problem før det næste kommer. Så de bliver bare bygget op højere, og højere. Og værre, og værre. Og der er ingen ende. Der er nogle af problemerne der bare er dagligdags problemer, som mange andre sikkert også har. Men når man har nogle store problemer oven i, virker det mindste bare så uoverskueligt. Syntes det har været irreterende da jeg normalt er meget glad og livlig. Men det er ikke noget jeg har tænkt var noget stort. Har bare tænk "ja okay så jeg har det lidt sværere for tiden end normalt, og hvad så? Det går nok snart over." Jeg hader at have medlidenheden med mig selv! Og siger altid bare til mig selv at jeg skal tage mig sammen. Og at mine problemer er ingen ting. Jeg er faktisk ret god til at overbevise mig selv om det. Men hvis der så er nogle andre der prøver at snakke med mig om det, eller får medlidenhed med mig, indser jeg hvor alvorligt det måske er og så bryder jeg sammen. Og ved godt det ikke er sundt ikke at snakke om tingene. Men det er den måde jeg holder mig selv fra at blive såret. For lang tid siden fik jeg noget af vide som vil ændre mit liv for altid, og i starten tog det rimlig hård på mig. Men efter kort tid overbeviste jeg mig selv om at det var ingen ting, og prøvede at glemme det. Snakkede kun med en veninde om det da jeg skulle se hende næsten dagen efter jeg fik det af vide. Men ellers var der ingen der viste noget ud over mine forældre. Det gik faktisk ret godt med at lukke det ude, selv om det stadig gjorde mig ked af det. Men ca. 3 måneder efter kom der en episode i skolen hvor jeg var tvunget til at snakke om det. Og jeg brød fuld kommen sammen midt i klassen, og blev nød til at gå ud og sad nede på toilettet noget tid efter. Min mor høre selvfølgelig om det og spurte om jeg havde lyst til at snakke med nogle om det. Men jeg overbeviste hende om at det var okay, og at det bare lige var blevet lidt for meget idag. Selvom det var løgn. Og der efter gik jeg så tilbage til at prøve at lukke det ude. Her for noget tid siden dukkede der så endnu et stort problem op og som jeg normalt gør, lukkede jeg også det ude. Og overbeviste mig selv om at det var ingen ting. Men så sagde min mor til mig her den anden dag at hun syntes altså jeg skulle begynde at se en. Altså en psykolog. Og min mor er selv en form for psykolog. Så det skal være ret alvorligt før hun ville sige sådan noget. Ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre? Er bange for at jeg vil blive endnu mere ulykkelig hvis jeg begynder til psykolog, for så skal jeg jo snakke om det, og så begynder jeg jo at tænke på det. Og føler mig også som en totalt spadser, at mit liv virkelig er så fucked up at jeg bliver nød til at gå til psykolog!
Hvordan begyndte alt ting lige at gå galt? Hvordan blev mit liv så miserablet? Hvornår ender det hele?
Det var et meget personligt indlæg. Og der er faktisk flere som læser den her blog som jeg helst ikke ville ha læste dette. Men jeg bliver nød til at komme ud med mine tanker på en eller anden måde. Eller eksplodere jeg snart!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar