Har gjord, og tænk nogle ting her de sidste uger som jeg aldrig troede jeg ville gøre. Nogle ting som jeg altid har været meget imod, og nogle ting som jeg altid har set meget alvorligt på er blevet noget jeg selv gør. Og jeg havde slet ikke opdaget det og set alvoren i det før tidligere idag.
Jeg har aldrig nogen sinde haft det så dårligt som jeg har haft det det sidste halve år. Og et halvt år er fandeme lang tid at gå rund og have det så dårligt som jeg har haft det nogle dage. Er virkelig skuffet over mig selv, over nogle af de ting jeg har gjord, og specielt tænkt. Nogle af dem har jeg ikke selv kunne gøre for, men andre har jeg selv være om.
Jeg kan ikke finde ud af at fortælle folk hvordan jeg virkelig har det, og hvad jeg virkelig føler, så på den måde er der heller ikke nogle der kan hjælpe mig. Fik en besked tidligere i dag ud af det blå fra en meget uventet person som jeg ikke har snakket med længe, hvor der stod om jeg var okay osv. Og jeg svarede som jeg altid gør. Jaja jeg har det helt fint, alt er i fineste orden. osv. osv. osv... Er så fucking træt af at lukke det samme lort ud om og om igen. Jeg har det ikke fint! Men hvis der endelig er en der faktisk spørg mig hvordan jeg har det, kan jeg bare ikke få mig selv til at sige det. Det har været min måde at holde mig selv sammen på. Den eneste grund til at jeg har kunne holde sammen på mig selv, og ikke er brudt fuld kommen og aldeles sammen, er fordi jeg ikke har erkendt problemet. Eller problemerne. Jeg tager det ikke seriøst, selvom det er meget alvorligt. Jeg prøver bare at glemme det, og hvis jeg tænker på det og jeg kan mærke det gør mig ked af det eller vred, siger jeg bare til mig selv at jeg skal tage mig sammen og komme videre. Men jeg kommer aldrig til at kunne komme videre hvis jeg ikke konfrontere mine problemer, og hvis jeg ikke ser min frygt i øjnene. Men på den anden side føler jeg at hver gang jeg endelig åbner mig, og prøver, ender jeg op med at blive svigtet.
B.l.a idag. Efter vores samtale fik det mig virkelig til at tænkte over nogle ting, og det gjorde mig næsten bange for mig selv. Og efter jeg tænker tilbage på hvad folk har haft sagt til mig, og om mig. Det fik mig til at indse nogle ting, jeg længe har løbet fra. Så skuffet, og vred på mig selv brød jeg sammen i gråd. Jeg havde ikke lyst til at snakke med andre end dig, da du er den eneste jeg længe har følt jeg kan stole på. Og du har hele tiden sagt at du ville være der for mig, og at jeg bare kunne ringe osv. Så sent som idag sagde du at du var der for mig hvis der var noget. Men jeg har været for stolt til at henvænde mig til dig, og som til alle andre har jeg bare haft en maske på. Indtil i dag da du reagerede som du gjorde og fik mig til at indse de ting som fik mig helt ude af den. Så endelig, var jeg parat til at tage masken af. Selvom det måske bare var for et øjeblik. Så i frusration ringede jeg til dig, med håbet om at du ville kunne hjælpe mig tilbage på det rigtig spor. Men du tog ikke telefonen. På den ene side overraskede det mig slet ikke da du sjælent svare på mobilen, men på den anden side havde jeg bare så meget brug for dig lige der, at jeg på en eller anden mærkelig måde troede at du ville være der. Det er jo selvfølgelig ikke din skyld. Klokken er mange og din mobil kan jo være gået ud eller andet. Men nu ligger jeg bare her i min seng, raskløs, kan ikke sove og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har alt for mange tanke til at holde dem for mig selv. Men når jeg får chancen til at få dem ud kan jeg ikke. Og når jeg selv griber chancen og prøver, er der ingen der lytter. Har aldrig følt mig så alene og fortabt. Please en eller anden, tag mig dog bare væk her fra...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar